Spring til indhold

Sådan gik år 1 med Børnenes Skole på Absalon og Orø Skole

Hvordan kan den klassiske fagrække og skoleskemaet tænkes anderledes? Det er et af de temaer, som Absalon og Orø Skole har arbejdet med i det første år med frihedsforsøg.
10.11.2022

Frihedsforsøget på folkeskoleområdet, som vi i Holbæk Kommune har døbt Børnenes Skole, har rundet det første skoleår, og det er kommet godt fra land. Rundt om på skolerne sker der mange ting – både nye og velkendte.

Her giver vi ordet til Absalon og Orø Skole, der fortæller hvilke initiativer, de gav sig i kast med i løbet af skoleåret 2021/22, og hvilke udfordringer, der dukkede op.

Valgfag for de mindste elever og sammenlægning af fag

På Absalonskolen er skoledagen blevet kortere med 1 lektion for 4.-5. klasse og 7.-9. klasse og derudover er der skåret 10 minutter af det store frikvarter. For de klasser, hvor der er skåret ned i timetallet, har de fået tilsvarende mere i tovoksen tid.

Absalon og Orø Skole arbejder med, hvordan den klassiske fagrække kan tænkes anderledes. På Orø er de fire kreative fag (madkundskab, h/d, billedkunst, musik) lagt sammen til et samlet fag kaldet valgfag. Her kan eleverne vælge sig ind på forskellige fag. Der er et valgfag for 3.-6. årgang og et valgfag for 1.-6. årgang.

På Absalonskolen har 8. årgang lagt biologi, geografi og fysik/kemi sammen som naturfag, og det bliver set som ét fag. På 3.-6. årgang er billedkunst og håndværk/design lagt sammen, så der er mere sammenhængende tid til de kreative processer, og eleverne kan slippe med mindre tid på oprydning.

7. årgang tester en ”sprogfagdag” om ugen, hvor alle tysk og engelsktimer er lagt sammen, og så styrer lærerne, hvad der er i fokus. Dette er ud fra et ønske om at komme tilbage til få lærere på årgangen.

På Absalonskolen arbejder to årgange med ”årgangen” frem for ”klasser”, og de muligheder for holddeling det giver. Hen over fire uger i foråret har udskolingen lavet et forsøg med fuld frihed til den enkelte årgang og en væsentlig kortere skoledage. Eleverne er i skole hver dag kl. 8-13. De enkelte lærerteams lægger selv timerne og beslutter, hvad der skal undervises i. Nogle af ugerne har været brugt til at arbejde i dybden med projekter, der strækker sig over flere fag.

Skolen har i høj grad involveret både elever og medarbejdere igennem processen. Næste skridt er at lave et arrangement med klasserådsforældre efter inspiration fra Jyderup Skole, men covid-19 har været i vejen.

Skolen har fravalgt nationale test, og derudover er skolen ved at udvikle, hvordan mere og bedre dialog kan erstatte elevplaner og kvalitetsrapporter.

Det svære ved Børnenes Skole

Processen med at tale indhold frem for forandringer er svær. Det er nemt nok at ændre struktur i skoledagen, men den pædagogiske snak, om hvad vi gør, og hvad vi lærer af det, er noget af det sværeste. Kan tiden fx bruges bedre, hvis der ikke er et fast skema? Lærer man bedre af at ligge under et bord frem for ved at sidde på en stol?

Det er også en udfordring at ”slippe grebet om børnene” – samtidig med at nogle børn også har brug for at ”blive holdt fast” i form af faste, klare og velkendte rammer.

Er du nysgerrig på, hvad der skete på de andre skoler i Holbæk Kommune?



Feedback

Sidst opdateret

11.11.2022

Ansvarlig redaktør

Hanne Birgitte Hellisen